Her blev Jerez-flamencoen formet
Santiago og San Miguel: Jerez' bydele
De to gamle kvarterer, der formede Jerez-flamencoen, hvordan de voksede uden for bymurene, og hvordan deres sange adskiller sig, fortalt af en historiker.
Reservér en plads på tablaoen ↗To kvarterer uden for bymurene
Jerez' flamencohistorie fortælles normalt gennem to bydele, Santiago og San Miguel. Historikeren Pierre Lefranc skriver, at i midten af 1400-tallet, da generobringen af det muslimske Spanien nærmede sig sin afsluttende fase, voksede Triana betydeligt uden for Sevillas bymure, og tre lignende nye kvarterer opstod i Jerez og Cádiz. San Miguel og Santiago var de to i Jerez. Århundreder senere var de, sammen med Triana og Cádiz' Santa María, blandt Andalusiens vigtigste centre for romabefolkning og -kultur.
Hvorfor romafamilier slog sig ned der
Lefranc anser det for højst sandsynligt, at da andalusiske romafamilier opgav nomadetilværelsen på et ukendt tidspunkt i 1500- eller 1600-tallet, slog de sig ned i disse ydre kvarterer. De befæstede byer var lukkede for dem om natten. Han peger også på tegn på kulturel udveksling mellem minoriteter, hvis plads i samfundet var usikker, blandt dem professionelle minstrels, efterkommere af afrikanske slaver og omvendte muslimer. Romafamilier optog traditioner, der var ved at miste deres overleveringskanaler, og de indgik i stoffet i det, der blev flamenco.
Hvor hver bydel ligger
San Miguel voksede frem på sydsiden af den befæstede by med udsigt mod floden Guadalete, mens Santiago voksede på nordsiden med direkte adgang til landbrugsjorden mellem Rota og Lebrija. Lefranc placerer Santiago omkring Calle Merced og dens naboer og San Miguel vest for Plaza San Miguel. De romani-beboere i San Miguel kalder den ofte Plazuela, den lille plads, som han beskriver som en plazuela i sindet.
San Miguel: individualister
Lefranc finder, at San Miguels samlede bedrift hælder mod en kraftfuld udtryksform af nøgen sorg med et strejf af oprør. Han nævner Manuel Molina, der efterlod sig ikke færre end fem seguiriyas, og El Loco Mateo, som gav formen en ny retning, og tilskriver Merced La Serneta æren for at genopfinde soleáen omkring følelser. Antonio Chacón, om end ikke romani, blev også født der. Lefranc kalder San Miguel en vugge for individualister.
Santiago: dynastier
Santiagos arv er, efter hans fremstilling, en anden. Det er et netværk af familier og en klynge af cantes, hvor sorgen både får luft og holdes i tøjler. Han nævner Paco la Luz og José de Paula samt familierne og sangerne Borrico, Terremoto, Sernita, Pableras og Sorderas, helt frem til José Mercé og Fernando de la Morena, som var sangerne i hans egen tid. Hvor San Miguel byder på en række individualister, siger han, sætter Santiago dynastier ind, der behandler cante som en familieklenodie.
Godserne og den festlige palo
Lefranc antyder, at en del af kontrasten ligger i arbejdet. San Miguel forblev indelukket af byerhverv som smedjen og slagterbutikken, mens store jordejere fra det 19. århundrede, måske tidligere, hyrede romani-arbejdshold organiseret omkring familier eller endda en gade, ledet af formænd kaldet manijeros. Om aftenen og i dårligt vejr faldt disse hold tilbage på sangen, uden guitarer, mest seguiriyas og soleares plus den hurtige festlige palo, med et par tonás. Mekaniseringen satte en stopper for dette i 1960'erne. I den festlige sang finder han Santiago affyre tilsyneladende uudtømmelige salver af den hurtige palo, mens San Miguel hælder mod en mere spartansk version til lyttende nydelse.
At se bydelene i dag
Jerez' turistkontor foreslår at slentre gennem San Miguels og Santiagos gader og pladser for at forstå, hvordan flamenco er en del af byens hverdagsliv, og nævner tablaos, tabancos og peñas som steder at høre den. Det er levende boligkvarterer snarere end et museum, så gå stille.
Hvor denne konto kommer fra
Kontoen i denne guide følger en artikel af Pierre Lefranc, tidligere professor i engelsk litteratur ved flere universiteter i Frankrig, Nordamerika og Afrika, hvis interesse for flamenco begyndte i 1955. Den blev første gang bragt i magasinet Flamenco International, og forfatteren opdaterede dens sidste afsnit og kilder i november 2007. Betragt den som én forskers læsning, forankret i hans bog om cante jondo og i spanske historiske studier, ikke som den endelige sandhed om Jerez.
Sådan læser du navnene, du vil møde
Mange af de sangere, Lefranc nævner, er primært kendt under øgenavne eller familienavne, såsom El Loco Mateo, Borrico, Terremoto eller La Paquera. Turistkontoret opfører flere af dem som Jerez' store navne. Du behøver ikke at lære dem for en enkelt aften, men Lefranc kalder familierne og kvartererne for de to konstanter i flamenco-livet i Jerez, hvilket forklarer, hvorfor navnene bliver ved med at dukke op.
Kilder