Palos, du måske hører: soleá til martinete

Hvad en palo er

Hver flamenco-stil kaldes en palo: en anerkendt form med sit eget rytmiske mønster, toneart, akkorder, versform og hjemegn. Flamenco har mere end halvtreds af dem, og de er traditionelt blevet sorteret i grupper, fra den tunge cante jondo til den lettere cante chico. På en tablao hører du ikke dem alle. Du hører en håndfuld, og hver især har sin egen stemning, hastighed og måde at få danseren til at bevæge sig på.

Compás: pulsen under hver palo

Compás er det spanske ord for metrum, og i flamenco betegner det også den gentagne rytmiske cyklus, som hver palo følger. Mange palos løber over tolv slag, med accenterne placeret forskelligt fra palo til palo. Når ingen guitarist spiller, kan palmas, håndklap, bære compás alene. Du behøver ikke at tælle med. Lyt i stedet efter det øjeblik, hvor klappen, guitaren og sangeren lander sammen på samme slag.

Martinete: sang uden guitar

Martinetes hører til tonás, sange der synges uden akkompagnement, og som traditionel flamencologi betragter som den ældste bevarede form for flamenco. Stilen tilskrives roma-smede, og i nogle sceneshows tilføjes en hammer på en ambolt for at minde om det. Versene hentyder ofte til forfølgelse, fængsel og smedjen. Sangene var sandsynligvis ikke egentlige arbejdssange, for de kræver for meget at synge under tungt arbejde.

Soleá: den langsomme, alvorlige palo

Soleáen har tolv slag, akkompagneres normalt af én guitar og har typisk alvorlige tekster. Andre palos har udledt deres compás fra soleáen. Historikeren Pierre Lefranc tilskriver Merced La Serneta, en sanger fra San Miguel-kvarteret i Jerez, at have genopfundet soleá-traditionen omkring følelser.

Seguiriya: sorgens tyngde

Seguiriyas tilhører samme tolvslags-familie som soleáen, men accenterne falder i et andet mønster, og pulsen kan virke uregelmæssig for et utrænet øre. Lefranc nævner Manuel Molina og El Loco Mateo blandt de San Miguel-sangere, der formede formen, og beskriver kvarterets sang som hældende mod den kraftfulde udtrykkelse af nøgen sorg.

Den festlige finale

Jerez gav flamencoen dens hurtigste festlige palo, en tolvslående rytme, som turistkontoret kalder byens mest ægte stil. Dens oprindelse findes blandt Jerez' romafamilier i 1800-tallet. Den driver afslutningen på festlighederne i Jerez, med klappen, jaleo og danserens trin, der svarer guitaren.

Fandangos, tangos og andre

Fandangos beskrives som bimodale: guitarintroen er i frygisk skala, mens sangen udvikler sig i dur. Tangos regnes også blandt hovedpalos og bruger frygisk harmonik. Et tablao-program kan også rumme andre palos, så et navn, du ikke genkender, er ikke et problem. Rytmen og stemningen vil fortælle dig, om et stykke er langsomt og alvorligt eller hurtigt og festligt.

De fem palos på et blik

Hvis navnene slører, så husk denne korte oversigt. Hver optræden er forskellig, så betragt den som et kort over stemninger, ikke et program, og bare rolig, hvis et stykke ikke annoncerer sit navn. Rytmen og stemningen vil fortælle dig meget, selv når titlen går dig forbi.

• Martinete: sang uden akkompagnement, alvorlig, knyttet til smedjen
• Soleá: tolv slag, én guitar, alvorlig tekst
• Seguiriya: tolv slag, accenter der gør pulsen svær at tælle
• Jerez' festlige palo: hurtig, tolv slag, klappes og råbes
• Fandangos: guitar i frygisk skala, sang i dur

Sådan lytter du

Begynd med stemmen, føj derefter guitaren til. Flamencoguitarister bruger rasgueado, rytmiske strummingmønstre, og falsetas, korte solofraser mellem versene. Se derefter danseren, hvis fodarbejde svarer sangeren; guitarteknikker artikulerer også compás, svarer sangeren og giver danseren stikord. Lyt til sidst til palmas, som holder det hele sammen. Efter en time vil du have hørt, hvordan delene taler sammen, selv om ordene går dig forbi.